Af Natasja Erbillor, sejlerskolelev i Norsminde Sejlklub 2016

 

Palmelængsel

I vores lille familie har vi en drøm om sus i palmeblade og sand mellem tæerne. Om blåt vand og fisk i alle farver. Om tid til hinanden og om at leve sammen på vores båd Elma. Vi er tre personer: mig selv, min mand Christian og vores søn Benjamin på 7 år.

Vi har taget beslutningen om at gøre drømmen til virkelighed, og derfor tager vi på jordomsejling. Vi kaster fortøjningerne den 1. juni 2020 og sætter kursen først sydpå og derefter vestover og hele kloden rundt. Vi vil følge passatvinden i tre år, og nu bruger vi vores tid og kræfter på at planlægge rute, budget, udstyr og alle de andre ting, der hører med til planlægningen af en jordomsejling.

Når vi om aftenen sidder i cockpittet med en rød sol skinnende i ansigtet og havudsigt, så føler vi, at vi har regnet den ud. Men andre dage, når tekniske ting driller, og den ene store regning efter den anden kommer, kan det godt være lidt hårdt. Men vi tvivler aldrig på, at det her er det rigtige for os.

 

Vejen til en jordomsejling

Christian og jeg er ikke vokset op i sejlerfamilier, og vi var ikke erfarne sejlere. Langt fra. Faktisk var vi begge landkrabber, før vi begyndte at sejle. Dengang tænkte jeg ikke meget over vinden (medmindre der var breaking news om en storm på TV2). Blæst var bare noget, der ødelagde frisuren og måske væltede en havestol. Nu betyder vinden alt: om mit hjem gynger og hopper, om jeg skal tjekke fortøjninger, hvordan sejladsen bliver. Vinden mærker man hele tiden på en båd.

Vi har altid elsket havet, og vi har altid elsket at rejse: Vi har boet i Singapore, backpacket i Sydøstasien og Mellemamerika, vi har roadtrippet i 14 stater i USA, gået på opdagelse i Marokko, Canada og mange europæiske lande, vi har vandret på Island og Færøerne. Ja, vi har udforsket verden. 36 lande i alt, mener jeg. Og vi er langt fra færdige med at dufte, mærke og se verden. Det er det, der driver vores drøm. Eventyr og så selvfølgelig nærværet – både til hinanden, men også til alle de spændende mennesker og steder, der er ude i verden.

 

En travl hverdag

Mellem alle de her rejser har vi haft en helt almindelig hverdag. De fleste kender til det: arbejde, skole, legeaftaler, familiesammenkomster, træning, venner, alenetid, legetid, iPad-tid, sejletid. Nogle gange kan det tage pusten fra mig, og jeg har lyst til at trykke på en stor, rød stop-knap. Eller måske bare en slowmotion-knap. Jeg vil så gerne have mere tid til at se min mand og søn i øjnene og bare være. Det er drømmen. Og for vores vedkommende skal vi være, mens bølgerne slår ind mod båden.

 

Sejlerskole er altid en god ide

Hvordan kom vi så i gang med sejladsen? En novemberaften for nogle år siden midt i madlavningen snakkede Christian endnu engang om at sejle. Hvor meget han ønskede det og brændte for det. Hvordan det var en stor drøm at sejle til Azorerne i egen båd – noget han havde set en gøre på tv i sin barndom. Jeg rørte rundt i gryden, og så spurgte jeg: ”Jamen skal vi så ikke melde os ind i en sejlklub?” Det var helt åbenlyst, og lige der over komfuret tog vi beslutningen. Vi skulle lære at sejle, selvom vi havde en baby og et hus og arbejde og hverdag. Og jeg er så glad for, at vi tog den beslutning. For åbenbart kan sådan en beslutning en helt almindelig novemberaften ændre ens liv – og blive til meget mere end en sejltur til Azorerne.

Vi boede i Malling, og det var helt naturligt at melde os ind i Norsminde Sejlklub. Vi havde gået mange ture på den lille, hyggelige havn og kunne godt lide atmosfæren og de snaksalige folk. Og til dem, der har samme sejlerdrøm som os, kan vi kun anbefale sejlerskole. Hver onsdag aften satte vi os i Den Lille Røde, som klubbåden i Norsminde Sejlklub hedder, og styrede ud af Norsminde Havn – gerne for sejl, hvilket var lidt vildt for sådan nogle novicer som os! Vi plaskede rundt i Aarhus Bugten med udsigt til Tunø, Samsø og Aarhus Havn, og det var så forfriskende og livsgivende at være på vandet. Vi fik den grundlæggende sejlererfaring, og vi fik hørt en masse røverhistorier fra havet tilsat god humor og piberøg.

Men det var også hårdt at lære at sejle. Det var svært, når jeg pludselig lavede en ufrivillig bomning, eller når bølger og vind var så vilde, at jeg måtte kaste op ud over rælingen (Christian er så heldig, at han ikke kan blive søsyg). Nogle gange tænkte jeg efter en sejlertime, at jeg aldrig ville sætte mig i en båd igen. Aldrig. Men hver gang gik det hurtigt over, og jeg glædede mig altid til næste gang. Der var også gange, hvor jeg tænkte, at jeg aldrig ville lære at sejle. For det der med sejl og vind og bølger er bare noget helt andet. Men pludselig kunne jeg bare. Jeg kunne læse og mærke både båden og vinden og bølgerne, og jeg blev så fortrolig med sejladsen. Og her skylder jeg nok en tak til mine tålmodige sejlerinstruktører.

Efter sejlerskole er der også kommet duelighedsbevis og VHF-kursus til, og Christian er yachtskipper af 3. grad og tager også 1. grad inden afgang på jordomsejlingen. Det gælder om at få lært så meget som muligt, og kurser er altid en god ide ved siden af den praktiske erfaring. I hvert fald for os.

 

Fotoet fra Tunø-turen efteråret 2016.

Den smilende Christian t.v. i billedet og den smilende Natasja t.h.

 

 

 

 

 

Fortsættelse følger.
Møder du op til Klubbens fødselsdag den 27.2.2020,
vil du få lejlighed til at høre Natasja og Christian fortælle,
inden de sommeren 2020 sejler jorden rundt.